Salgs- og leveringsbetingelser

 

1. Generelt

1.1 Disse salgs- og leveringsbetingelser gælder for kurser, undervisning, skabeloner, regneark, vejledninger og andre produkter og ydelser, som leveres eller stilles til rådighed af K/S Selandia Kurser, CVR-nr. 38123173, herefter kaldet ”Leverandøren”. Betingelserne gælder, uanset om produktet eller ydelsen leveres mod betaling eller uden vederlag.

Betingelserne gælder alene for virksomheder, organisationer, offentlige myndigheder og andre erhvervsdrivende, herefter kaldet ”Kunden”.

Aftalen mellem Leverandøren og Kunden består af den konkrete aftale, herunder eventuelt tilbud, tilmelding eller ordrebekræftelse, samt disse betingelser. Ved uoverensstemmelse har den konkrete aftale forrang.

1.2 Salgs- og leveringsbetingelserne gælder fra den 1. juli 2026 og kan for løbende aftaler ændres med tre måneders varsel ved fremsendelse af e-mail herom til Kunden. De til enhver tid gældende betingelser kan findes på selandiakurser.dk/salgsbetingelser.

2. Priser og betaling

2.1 Alle priser er angivet eksklusive moms, medmindre andet udtrykkeligt fremgår.

2.2 Den gældende pris fremgår af den konkrete aftale, tilmelding, ordrebekræftelse eller produktbeskrivelse.

2.3 Betalingsfristen fremgår af fakturaen. Ved forsinket betaling kan Leverandøren beregne renter og gebyrer efter rentelovens regler.

2.4 Leverandøren kan kræve hel eller delvis betaling, før et kursus afholdes, eller før et produkt eller en ydelse leveres.

2.5 Manglende betaling giver Leverandøren ret til at tilbageholde levering, kursusadgang, materiale og support.

3. Tilmelding, afmelding og udeblivelse

3.1 Tilmelding til et kursus er bindende, når Leverandøren skriftligt har bekræftet tilmeldingen.

3.2 Ved Kundens afmelding, manglende deltagelse eller udeblivelse består Kundens betalingsforpligtelse, medmindre andet fremgår af den konkrete kursusbeskrivelse eller aftale. Kunden har ikke ret til overflytning til et andet kursus.

3.3 Kunden kan uden ekstra betaling overdrage kursuspladsen til en anden deltager, herunder en deltager fra en anden virksomhed. Kunden er selv ansvarlig for at finde den nye deltager og skal give Leverandøren skriftlig besked om ændringen inden kursets begyndelse. Leverandøren forestår alene registreringen af den nye deltager. Overdragelsen ændrer ikke på Kundens betalingsforpligtelse, medmindre andet aftales.

4. Ændring og aflysning af kurser

4.1 Leverandøren kan foretage rimelige ændringer i tidspunkt, kursussted, underviser, program og undervisningsform, når kursets overordnede indhold og formål ikke ændres væsentligt.

Hvis kurset flyttes til en anden dato, eller hvis der sker en ændring af kursusstedet, som medfører en væsentligt længere eller mere besværlig rejse for deltageren, kan Kunden annullere tilmeldingen og få eventuelt betalte beløb tilbage.

Det samme gælder, hvis kursets overordnede indhold eller formål ændres væsentligt.

4.2 Leverandøren forbeholder sig ret til at aflyse kurset ved for få tilmeldinger, sygdom eller andre forhold, som gør det umuligt eller urimeligt vanskeligt at gennemføre kurset.

4.3 Hvis Leverandøren aflyser kurset, bortfalder Kundens betalingsforpligtelse, og eventuelt betalte beløb tilbagebetales. Kunden har ikke ret til overflytning til et andet kursus eller til yderligere kompensation eller erstatning, herunder for transport, ophold, tabt arbejdsfortjeneste eller andre direkte eller indirekte omkostninger.

5. Digitale produkter og levering

5.1 Digitale produkter leveres normalt via e-mail, downloadlink eller adgang til en digital platform.

5.2 Levering anses for sket, når materialet eller adgangsoplysningerne er sendt til den e-mailadresse, som Kunden har oplyst, eller når produktet er gjort tilgængeligt for Kunden på den aftalte måde.

5.3 Kunden skal uden unødigt ophold meddele Leverandøren, hvis materialet eller adgangen ikke er modtaget eller ikke fungerer.

5.4 Digitale produkter kan ikke returneres, når de er leveret eller gjort tilgængelige for Kunden.

5.5 Hvis adgangen til et digitalt produkt er tidsbegrænset eller leveres som en løbende abonnements- eller medlemsordning, fremgår adgangsperioden og de nærmere vilkår af den konkrete produktbeskrivelse eller aftale.

6. Brugsret og ophavsret

6.1 Leverandøren eller dennes licensgivere beholder alle ophavsrettigheder og øvrige immaterielle rettigheder til kurser, videoer, præsentationer, tekster, skabeloner, regneark, beregningsmodeller og andet materiale.

6.2 Kunden får en ikke-eksklusiv brugsret til materialet til intern anvendelse i Kundens egen virksomhed, medmindre andet fremgår af produktbeskrivelsen eller aftalen.

6.3 Medmindre andet er aftalt, må materialet ikke:

  • videresælges, udlånes eller videregives til andre virksomheder eller personer,

  • offentliggøres eller uploades på internettet eller fælles platforme,

  • vises, demonstreres eller anvendes som en del af Kundens egne kurser, videoer, undervisning, markedsføring eller andre produkter,

  • kopieres eller deles ud over den brugsret, der gælder for det pågældende produkt.

En udvidet brugsret kan blandt andet give Kunden ret til at anvende eller dele materialet med egne kunder, andre brugere eller som led i egne kurser, videoer eller andre produkter. Omfanget fremgår af produktbeskrivelsen eller aftalen.

6.4 Kunden må tilpasse skabeloner, regneark og lignende materiale inden for den aftalte brugsret. Leverandørens ophavsret og eventuelle angivelser af rettighedshaver må ikke fjernes.

Navnet Selandia Kurser skal desuden bevares på rapporter, dokumenter og andet materiale, der fremstilles direkte ved hjælp af produktet, medmindre andet er aftalt. Hvis Kunden har fået ret til at anvende produktet som whitelabel, kan produktet og dets output anvendes under Kundens eget navn i det aftalte omfang.

7. Faglige forbehold og Kundens ansvar

7.1 Kurser og materialer er udarbejdet som generel undervisning og information og erstatter ikke konkret rådgivning, der tager højde for Kundens individuelle forhold.

7.2 Kunden er selv ansvarlig for at vurdere, om et produkt, en skabelon, en beregning eller en anbefaling er egnet til den konkrete anvendelse.

7.3 Værktøjer og skabeloner kan indeholde beregninger baseret på de oplysninger og forudsætninger, som Kunden indtaster eller vælger. Kunden er selv ansvarlig for, at oplysningerne og forudsætningerne er korrekte, og for at vurdere, om resultatet kan anvendes i den konkrete situation.

7.4 Kunden er ansvarlig for egne indtastninger, ændringer, beslutninger og anvendelse af det leverede materiale.

7.5 Lovgivning, praksis, satser og tekniske forhold kan ændre sig efter materialets udarbejdelse. Leverandøren er ikke forpligtet til at opdatere allerede leverede produkter eller materialer, medmindre dette er særskilt aftalt.

8. Fejl og mangler

8.1 Kunden skal reklamere skriftligt og uden unødigt ophold efter, at en fejl eller mangel er eller burde være konstateret.

8.2 Ved en berettiget reklamation kan Leverandøren efter eget valg rette fejlen, omlevere produktet, eller hvis produktet er leveret mod betaling, tilbagebetale den del af betalingen, som vedrører den mangelfulde levering.

8.3 Leverandøren garanterer ikke, at digitale produkter fungerer sammen med enhver version af Excel, andet software, operativsystemer eller Kundens egne tekniske løsninger, medmindre bestemte systemkrav fremgår af produktbeskrivelsen eller aftalen.

9. Ansvar

9.1 Leverandøren er ansvarlig efter dansk rets almindelige regler med de begrænsninger, der følger af disse betingelser.

9.2 Leverandøren er ikke ansvarlig for indirekte tab, herunder driftstab, tabt fortjeneste, tab af data, tabte besparelser, tab af goodwill eller krav fra tredjemand.

9.3 Leverandørens samlede ansvar kan ikke overstige det beløb eksklusive moms, som Kunden har betalt for det kursus, produkt eller den ydelse, som kravet vedrører. Ved løbende abonnementer kan Leverandørens samlede ansvar ikke overstige Kundens betaling for de seneste 12 måneder.

9.4 Ansvarsbegrænsningerne gælder ikke ved forsæt eller grov uagtsomhed eller i det omfang, en begrænsning ikke lovligt kan aftales.

10. Personoplysninger

10.1 Leverandøren behandler personoplysninger i forbindelse med tilmelding, køb, betaling, kursusadministration, levering af produkter og ydelser samt øvrig administration af kundeforholdet.

10.2 Hvis Kunden eller en deltager har tilmeldt sig Leverandørens nyhedsbrev eller anden markedsføring, behandler Leverandøren desuden de nødvendige personoplysninger til dette formål. Tilmelding til nyhedsbrev og anden markedsføring er frivillig og behandles særskilt fra køb og tilmelding til kurser.

10.3 Nærmere oplysninger om Leverandørens behandling af personoplysninger, opbevaring, videregivelse og den registreredes rettigheder fremgår af Leverandørens privatlivspolitik.

11. Force majeure

11.1 Leverandøren er ikke ansvarlig for forsinkelse, ændring, aflysning eller manglende levering, der skyldes forhold uden for Leverandørens rimelige kontrol, herunder sygdom, strømsvigt, nedbrud hos eksterne leverandører, cyberangreb, myndighedsindgreb, naturbegivenheder, krig, konflikt eller arbejdsstandsning.

12. Lovvalg og værneting

12.1 Aftalen er underlagt dansk ret.

12.2 Tvister mellem Kunden og Leverandøren skal afgøres ved de danske domstole med Leverandørens hjemting som værneting, medmindre andet følger af ufravigelige regler.